Motion og
fodgymnastik
v/ Vibeke Dinesen, bevægelsespædagog og fodterapeut
Findes der mon et menneske, der ikke ønsker sig et godt
liv? - med mulighed for gode oplevelser og sociale kontakter – med mulighed for
selv at træffe sine valg og ikke være helt afhængig af at andres hjælp til at
komme omkring. Et godt liv er bl.a. at have kræfter til det, man gerne vil, at
kunne gå hvorhen man vil.
Ønsker du at få flere kræfter, er det vejen frem at træne
din krop og selv træne de kræfter du nu engang har, for der findes ingen genvej
til at opnå flere fysiske kræfter. Du vil så opdage det forunderlige, at ved at
motionere og træne de svage muskler, kommer der flere kræfter helt af sig selv.
At motionere behøver ikke være en stor økonomisk udgift,
og det kræver intet specielt udstyr. At cykle eller gå en god tur med hunden
giver god motion. En god hverdagsmotion er også altid at tage trappen i stedet
for elevatoren.
Det kan være hyggeligt at motionere sammen med andre, og
det kan være en tur med en god ven eller at gå til gymnastik eller boldspil på
hold – det er helt personligt valg. Det vigtigste er, at gøre noget, du er glad
og motiveret for. I det lange løb er det jo lysten, der driver værket.
Sundhedsstyrelsen anbefaler 4 timers alsidig motion om
ugen, men mindre kan også gøre det i starten. Motionerer du regelmæssigt, vil
du opleve at få flere kræfter, at hjertet og kredsløbet bliver påvirket
gunstigt og at du kan mere af det, du gerne vil kunne. I hverdagen vil du
opleve, at den fysiske aktivitet klares nemmere, og du bliver ikke så forpustet
mere ved f.eks. at tage trappen.
Vil du specielt styrke fødderne, kan du lave følgende
øvelser:
1.
Varm føddernes muskler op ved at rulle med en lille massiv
bold eller en tennisbold under foden. Rul først – siden lægges vægten ned på
bolden og de enkelte (måske ømme) punkter i fodsålen trykkes godt igennem.
2.
Lad tæerne gribe om bolden og stræk tæerne ud igen. Det
giver god bevægelighed i tæernes led.
3.
Prøv at sprede tæerne så meget som muligt og slap af igen
i alle muskler. Gør dette flere gange i træk. Tag eventuelt hænderne til hjælp,
hvis fodens muskler ikke reagerer spontant.
4.
Dump fødderne ned i gulvet, mens du sidder ned, som skulle
du løbe en tur, og bevæg herefter ankel og fodled: I cirkler, op og ned, løft
fodens inderside opad og modsat.
Gå en lille tur på bare fødder derhjemme på gulvtæppet og
mærk hvordan fødderne vågner op til dåd efter disse øvelser.
Endelig kan det varmt anbefales at læse Helle Gotveds bog
”Há det bedre med fødderne”, at konsultere din lokale fodterapeut eller gå til
foredrag om motion og fodsundhed på din lokale aftenskole
Ekstra øvelser:
Knytte foden
Sprede tæerne
Gå rundt på hælene, på tæerne, på siderne
Massere foden, tæerne og underbenet